Der er aldrig noget som er let

Det sner, det bliver ved med at sne. Og min bil er fanget på værkstedet. Til gengæld er dørene og kofangerne hjemme i min kælder.

Af en eller anden grund, selvom jeg på skrift specifikt har spurgt til om mit tilbud fra værksted og maler var “incl. alt” og flere gange har drøftet prisen – så fandt værkstedet ud af at prisen pludseligt var dobbelt så høj hvis jeg skulle have leveret min 928´er komplet samlet.

Ekstraregningen ville dermed løbe op i hvad der svarer til en uge sydpå for hele familien alt inklusiv og dermed helt ude i skoven. Så jeg bad dem om at stoppe (hvad de reelt havde gjort) og hentede mine dele – og skal så have hentet 928´eren så snart som muligt. Malerarbejdet er fortsat flot og de har gjort et godt stykke arbejde indtil videre, men den resterende arbejdstid/pris og misfortåelserne omkring prisen gjorde at det er bedst at jeg selv samler resten.

Det er ok, det er alligevel mig som har skilt en del ad – bortset lige fra dørene (låse etc), men der har jeg fået tilsagn om lidt kvalificeret hjælp fra en flink 928-ejer. Puha, hader at lave døre, de plagede mig også på min 924´er.

Så nu venter jeg på at få flyttet bilen hjem i den kommende uge – og så på lidt varmere vejr så jeg kan få begyndt at samle den. Sommerprojekt : Isolere garagen så der ikke er -4 grader hver gang jeg skal lave noget derude.